Preben Hansen død

Direktør Preben Hansen, Balkan Holidays, er afgået ved døden fredag 2. oktober. Han blev 73 år. Få dage forinden var han blevet indlagt på Bispebjerg Hospitals intensivafdeling.

   Afdøde startede sin erhvervskarriere i møbelbranchen i Tyskland og blev siden guide hos Simon Spies. Han fortsatte til EGV Rejser (Ensomme Gamles Værn, i dag Ældre-Sagen) og kom i 1990 til Balkan Holidays, først i Vejle, siden i København. Gennem de seneste 25 år har han været direktør for Balkan Holidays i Danmark.

   Preben har altid været kendt som en flittig mand, noget af en arbejdshest, og var altid i besiddelse af entusiasme i sit arbejde. Det har haft den betydning for Balkan Holidays, der er ejet af en bulgarsk statsvirksomhed, at uanset om det har været perioder med økonomisk fremgang i Danmark, eller der har været krise, hvor konkurrenterne har lukket ned for rejser til Balkan, så har Balkan Holidays haft fuldsatte fly. Afdøde havde forståelse for kundepleje og arbejdede ud fra devisen, at ingen kunde er for stor og ingen for lille.

   Bulgarien var for Preben Hansen den primære perle foran alle andre destinationer.

   pjp.