Sexisme og alkoholisme i medieverdenen gennem
tiderne
------------------------------------------------------
Af PREBEN JACK PETERSEN.
Med et langt liv i mediebranchen kan jeg
selvsagt – desværre – nikke
genkendende til en betydelig del af den beskrivelse
om sexisme, som et
hobetal af kvindelige mediefolk på det
seneste har lagt navn til – om end
jeg ikke havde forestillet mig problemet i
det omfang.
At
der falder nogle upassende og til tider grove bemærkninger ved en
julefrokost eller i forbindelse med en
sommerfest, er måske ikke så
mærkeligt med tanke på de kvantiteter
alkohol, der ofte konsumeres ved
sådanne arrangementer. Set med mine øjne
består problemet dog mere i, at
sexismen også florerer i dagligdagen selv med
'bløde' vendinger som 'Ja,
søde ...' og 'Hej, smukke ...'. Umiddelbart
lyder den tiltaleform jo ret
uskyldig, men for den professionelle kvinde
må disse fraser være
irriterende at skulle høre på i længden. Og
når det gælder den mere grove
af slagsen, så vil jeg sige, at
'TV-Kanonen's forslag til den unge
TV-praktikant om sammen at gå ud på
toilettet, som den blev citeret ved Zulu
Comedy Galla, måske ikke var det
værste, hvorimod tilføjelsen om, at 'ellers
vil jeg ødelægge din
karriere', var modbydelig og bunden af alt.
Det var decideret magtmisbrug,
som kunne slå enhver 18-årigs liv i splinter
og stykker. Håber, at
'TV-Kanonen' er kommet på bedre tanker siden.
Selvom den unge dame fik stor succes, læs: respons, med sit
'scene-nummer', kunne resultatet måske have
været endnu bedre eller mindst
lige så godt, om hun for flere år siden havde
taget en saglig snak om
problemet med HR-afdelingen i Danmarks Radio.
Så havde hun selvfølgelig
ikke fået den opmærksomhed, hun fik nu. Men
alligevel.
48 kvinder og tre mænd
-------------------------
Går man tilbage i tiden, vil man konstatere,
at sexisme ikke er nogen ny
foreteelse – specielt ikke i de liberale
erhverv som netop mediebranchen,
indenfor rejselivet, på reklamebureauer og
deslige. Tidligere var denne
'isme' dog forbundet til alkohol, hvilket den
i og for sig fortsat er, men
nu langt fra på samme niveau. Man kan sige,
at i de senere år har sexismen
eksisteret på arbejdspladserne - og ikke
mindst i Danmarks Radio - såvel i
forbindelse med alkohol som uden.
For
omkring 50 år siden var 48 kvinder og tre mænd ansat på
dameugebladet 'Alt for Damerne'.
Chefredaktøren, en mand, der førte sig
frem på en måde, der hurtigt gjorde ham til
en markant skikkelse, havde
en ustyrlig trang til 'det svage køn', og han
tog sig mange friheder,
ikke mindst i sexisme-henseender, hvilket fik
de kvindelige
medarbejdere på bladet til at klage over ham.
Paradoksalt nok så man
alligevel næsten dagligt, at når 'guruen' gik
i kantinen ca. kl. 12 for at
indtage sin frokost, så styrtede en strøm af
de kvindelige medarbejdere i
hælene på ham ikke bare for at sidde til
bords med ham, men så sandelig
fordi næsten alle havde et ønske om at sidde
så nær chefen som muligt!
Idet
klagerne fortsatte med at indkomme, nogen af dem ovenikøbet ret
alvorlige, fandt Husets ledelse, at nu var
nok blevet nok, hvorfor den
pigeglade redaktør blev fyret.
Han
fik dog hurtigt job i et bladhus i Nørre Farimagsgade (det var ikke
A-pressen, som tidligere havde resideret på
samme adresse). Herfra blev
redaktøren også fyret - ikke på grund af sine
tilnærmelser til
kvinderne, men fordi han havde tømt
Udgiverens barskab en fredag, da
man skulle markere de netop offentliggjorte
oplagstal, der var positive
for Husets samtlige produkter! Palle, som
udgiveren hed, befandt sig på
rejse i udlandet og blev rasende, da han kom
hjem og så det tomme
barskab, hvor der havde været flere meget
kostbare flasker imellem.
Redaktøren påtog sig ansvaret og røg ud straks.
Efter at være gået arbejdsløs i et par år blev den pågældende redaktør
taget til nåde af den ny ledelse i
Gutenberghus. Han blev placeret som
chefredaktør for ugebladet 'Hjemmet', men
nåede aldrig målet om at
komme på højde med konkurrenten fra Aller,
'Familie-Journalen', der
dengang solgte omkring 400.000 (!!!)
eksemplarer om ugen. Derimod
opnåede han, at to af de kvindelige
medarbejdere flyttede hjem til ham
i privatboligen i Nordsjælland, hvor de
indtog rollen som ‘Fru
chefredaktør XXX’ – dog kun én af gangen!
Han
blev i øvrigt et par år derefter gift med den senest indflyttede af
de to piger.
Populær kantine
---------------
Danmarks Radio i Rosenørns Allé var tilbage i
60’erne og 70’erne en 'vild
arbejdsplads' helt uden lov og orden.
Ledelsen med Generaldirektørerne
Hans Sølvhøj og siden Laurits Bindsløv i
spidsen havde absolut ikke styr
på tropperne, hvor de fleste gjorde, som de
selv ville!
Antallet af seriøse medarbejdere, altså dem der gik udenom både
sexisme og alkoholisme, var åbenbart ikke
stort, men en forklaring kan
selvfølgelig være, at man ikke lagde specielt
mærke til dem, dels fordi de
passede deres arbejde, hvortil kommer, at de
nok holdt sig en smule for
sig selv. I hvert fald forlod de sædvanligvis
festerne, inden man kom til
kaffen, og de sad heller ikke i kantinen fra
morgen til aften. Det var
medarbejdere som Erik Pouplier, Preben Dich, Otto
Leisner samt den ganske
unge Jørgen Mylius, der cyklede til
Radiohuset direkte fra sidste skoletime
på Frederiksberg og stod for udsendelsen af
det overordentligt populære
ungdomsprogram ved navn 'Efter Skoletid'.
Pressens Radioavis, som Radioavisen hed dengang, hører dog også med til
de afdelinger, hvor der var styr på tingene,
og hvor medarbejderne
passede sit arbejde. Radioavisen skulle jo ‘i
luften’ på forhånd
bestemte tidspunkter, og det havde man helt
hånd i hanke med lige siden
Niels Grunnets og Palle Lofts tid. Specielt
Niels Grunnet var en streng
herre, der ikke tolererede selv et øjebliks
forsinkelse, ligesom også det
efterfølgende ‘Aktuelt Kvarter’ altid var ‘på
tid’.
Men
mange andre medarbejdere fra de forskellige programafdelinger
havde den meget store kantine på første etage
som deres faste
tilholdssted. Den kantine solgte i løbet af
en almindelig hverdag
snesevis af kasser med Grøn Tuborg og
Carlsbergs Hof. Det var så groft,
at de to gamle damer, der sad ved
omstillingsbordet på mezzaninen,
ustandselig stillede om direkte til kantinen,
når der blev ringet op
ude fra byen på Central 647, og bestemte,
navngivne medarbejdere blev
efterspurgt.
De
to telefondamer, begge forhenværende forstanderinder hos KTAS, sagde
ikke en gang til den, der ringede, at
personen, der blev spurgt efter,
sandsynligvis opholdt sig i kantinen. De
stillede blot samtalen direkte
videre - næsten pr. Automatik!
Taxabon mod kys og kram
------------------------
Stort set enhver udfarende journalist var
udstyret med et hæfte med boner
til Taxa og kunne altid ringe efter en bil på
900l, hvis der ikke
lige holdt en ledig vogn udenfor
hovedindgangen. Journalister med et
sådant hæfte var eftertragtede af husets unge
damer, når disse ikke selv
bestred et job, der inkluderede
taxabon-hæfte. Så når de var færdige med
dagens dont, blev kys og kram udvekslet mod
en taxabon!
Hvad
det system gennem årene har kostet Statsradiofonien, dvs.
skatteyderne, kan kun Guderne vide. Men de
unge damer ville forståeligt
nok hellere hjem med en taxa i stedet for at
sidde i en raslende sporvogn
eller S-toget. At den mandlige medarbejder
skulle have noget 'lir' til
gengæld, lå i sagens natur!
Arbejdslivet i Radiohuset var ganske enkelt præget af nævnte druk- og
sexisme-kultur, og hvorfor der ikke er ét
eneste menneske, der på et
eller andet tidspunkt fandt på at tage
initiativ til at løse det
problem, er i dag komplet uforståeligt.
Selvom det for 50 år siden var
almindeligt med drikkeri på danske
arbejdspladser, så vidste
virksomhedernes medarbejdere længst inde i
sig selv, at det ikke var
særligt sundt med al den alkohol, og chefer i
højtrangerede stillinger,
der oftest var akademikere med store, tunge
uddannelser bag sig, lod også
som ingenting. Ingen sagde noget. Ingen
gjorde noget.
Folks indtagelse af spiritus var lige så almindeligt som, at solen
skinnede om sommeren, og at sneen faldt om
vinteren.
En
person, der fra tid til anden viste sig i Radiohuset, var
afholdskæmpen og pacifisten Lars Larsen-Ledet
fra Jylland. Han kom på
besøg, når han skulle interviewes i
Radioavisen eller til Aktuelt
Kvarter. Han vidste udmærket, at der blev
drukket usandsynligt mange øl
på den arbejdsplads, men han blev holdt langt
væk fra kantinen, så han
ikke blev vidne til det sørgelige syn.
(En
søn af ham var journalist Clement Larsen-Ledet, lokalredaktør på
dagbladet Sønderjyden i Aabenraa.
Svigerdatteren Camma var
familieminister i Regeringen Krag 1966-68 og
borgmester i Aabenraa i årene
1970-86.
De
mennesker, der primært bakkede Larsen-Ledet op, var Indre
Missions-folk i små lukkede samfund,
fortrinsvis i Jylland.
Lars
Larsen-Ledet forsøgte tre gange at blive valgt til Folketinget -
to gange for Radikale Venstre og en gang for
Socialdemokratiet. Han var
født i 1881 og døde i 1958.)
Se og Hør
----------
En arbejdsplads i medieverdenen, som
Larsen-Ledet nok ikke ville have
brudt sig synderligt meget om at stifte
bekendtskab med, er Se og Hør. Her
gik det hårdt for sig.
Masser af sex, ganske vist først og fremmest i spalterne, og masser af
druk i redaktionslokalerne var dagligdagen på
det blad, der altid havde noget at fejre – glamour eller elendighed. Det var
ligegyldigt, om dagens
situation var positiv eller negativ.
Det
var knapt så voldsomt i chefredaktør Thomas Rosenbergs tid, hvor
reporteren Arne Ulriksen var klassens duks.
Han blev altid sendt ud
til 'kændisserne' og skulle skrive de pæne
historier om Dirch Passer og
andre skuespillere, mens Thomas Rosenberg selv
tog sig af hele det
diplomatiske korps - ambassadørerne fra
alverdens lande. De var stolte
af at få deres billede i bladet og et par
linjer om deres land. Det
sendte de hjem til deres respektive Regeringer,
og så fik de et
ekstra kryds i karakterbogen!
Hvert år arrangerede Se og Hør en fest med stor middag for sine mest
prominente læsere, som Thomas Rosenberg talte
til omkring 1.000. Disse
fester løb af stablen skiftevis på
d'Angleterre på Kongens Nytorv og
Palace Hotel på Rådhuspladsen.
Men
den dag, Mogens E. Pedersen, Mep kaldet, i 1970 efterfulgte Thomas
Rosenberg som chefredaktør for det kulørte
ugeblad i Aller-koncernen i
Vigerslev Allé, skiftede den del af
bladverdenen karakter. De fornemme
diplomat-artikler blev udskiftet med de
værste gangsterhistorier fra
den københavnske underverden, og både Erik
Haaest og Finn Edward lå i
forreste række med de mest gruopvækkende
reportager.
Modefotografen Per Helmer blev hentet ind fra Femina, også et
Aller-Blad,
men nu var det ikke længere mode, han skulle
fotografere - medmindre
piger uden tøj på var at betragte som en
mode.
Se
og Hør har utvivlsomt været en hård arbejdsplads for unge,
kvindelige journalistaspiranter. Det har vi
til gode at høre om.
Jeppe Kofod
------------
Politikerne er som bekendt begyndt at røre på
sig. Ligestillingsminister
Mogens Jensen har bebudet en undersøgelse i
samarbejde med diverse
arbejdsgiver-, fag- og brancheforeninger, og
der er således håb om, at
denne meget uheldige kultur med både
alkoholisme og sexisme bringes til
ophør.
Men
lad os for Guds skyld slippe for amerikanske tilstande, hvor vi
skal til at undersøge, hvem der gjorde hvad
for mange år tilbage. Så
kunne en ny 'instruks-kommission' få arbejde
i adskillige år fremover.
MeToo-bevægelsen og den seneste 'storm' i Danmark har skabt en sådan
stemning angående mænds attituder overfor
kvinder, at det er lige før, man
som mand ikke vover at rejse sig og på høflig
vis trække stolen ud for sin
borddame, når hun skal forlade bordet for et
kort øjeblik.
I
sandhedens navn skal også siges, at mange unge damer fra både DR og de store
bladhuse selv medvirkede til sexismen derved, at de dystede om at være mest
dristigt påklædt, når der skulle være fest. Der var alt fra stærkt opslidsede
kjoler og nederdele til stort set helt gennemsigtige bluser uden bh. Det var
frækt, men populært.
Nu
har moralen tilsyneladende ændret sig, og vi må anstrenge os for at lægge
exismen bag os. Alkoholismen er så det næste problem, men for at få det
udryddet, kræves andre ressourcer.
Håber, Radikale Venstre vil bøje sig og lade Statsministeren have sin
udmærkede Udenrigsminister i fred, uanset
hvad der skete for 12 år siden.
Ellers kan man let få en mistanke om, at der
bagved De Radikales udspil
ligger en spydig, radikal hilsen til Mette
Frederiksen om hendes
selvudnævnelse til Børnenes Statsminister.
Jeg synes, at Jeppe Kofod
allerede har lagt sig fladt ned og sagt
undskyld tilstrækkeligt mange
gange. ¤