Ny
luftfartsstruktur kan give
bedre
liv for grønlændere
Air
Greenland forventes at måtte opgive sin rute til København og får dermed
mulighed for større satsning på ’indelukkede områder’ i det store land, hvilket
vil løse problemerne med pædofili og særhed hos udsatte borgergrupper.
Af
Preben Jack Petersen.
De to helt store, sociale
problemer i Grønland – pædofilien og særheden blandt indelukkede borgere – har
begge mulighed for over sigt at blive løste på baggrund af en ny
luftfartsstruktur, hvor luftfartsselskabet Air Greeenland vil være det værktøj,
der spiller hovedrollen i processen.
Da Air Greenland for få uger siden præsenterede sit årsregnskab for 2019
og jublede over sit rekordstore overskud på mere end DKK 100 mio., måtte man
samtidigt også meddele en beslutning om at fyre ca. 20 pct. af medarbejderstaben,
i alt omkring 100 personer. Fyringerne motiveredes med, at fremtiden synes
usikker, og at man derfor har planlagt at spare DKK 200-250 mio. gennem de
nærmest kommende år.
Idet Air Greenland er Grønlands største arbejdsplads, gør det selvsagt
ondt ud over hele den store ø at skulle sige farvel til så mange medarbejdere.
Og meget kan endda tyde på, at den aktuelle manøvre kun er den første af flere
efterfølgende af samme kaliber, idet den konkurrence, som Air Greenland
pådrages, når de igangværende lufthavnsudvidelser er fuldførte i 2022-23,
bliver ensbetydende med krav om nye besparelser.
Den forventede udvikling kan meget let ende med at blive Air Greenland’s
farvel til udenrigstrafikken, men til gengæld blive nøglen til en langt bedre
infrastruktur med en opprioritering af indenrigstrafikken til glæde for de
mange grønlændere, der indtil nu aldrig har været udenfor den egen
kommunegrænse.
SAS tilbage på Grønland
Først og fremmest må Air
Greenland regne med, at SAS introducerer trafik mellem København og Nuuk fra
den dag, lufthavnen i den grønlandske hovedstad meldes klar. Og måske fristes
SAS til også at interessere sig for Ilulissat, med mindre Norwegian når at få
samlet økonomiske kræfter til at være en spiller i markedet, som konkurrenterne
må tage højde for.
Men lige meget, hvad der end måtte ske, skal Air Greenland forberede sig
på hård konkurrence fra udlandet samt et lavere antal passagerer, og
kombinationen af disse to faktorer vil kun virke endnu mere pressende på
selskabets økonomi end, hvad den nuværende coronaepedimi har udgjort. De er på
den baggrund, resultatet let kan gå hen og blive, at Air Greenland må opgive
alt, hvad der hedder udlandstrafik, hvilket aktuelt dog indskrænker sig til
ruten Kangerlussuaq-København; men til gengæld er det også derved, at selskabet
herefter kan hellige sig indenrigstrafikken i Grønland, hvor der er
tilstrækkeligt at tage fat på.
Isolerede grønlændere
Selvom indenrigsnettet inkluderer
så mange som 13 lufthavne og flere end 40 heliporte, er det kun de færreste af
dem, der har regelmæssig fly- henholdsvis helikoptertrafik. Det betyder, at 25
pct. af landets befolkning aldrig har sat sine ben udenfor deres egne
bygdegrænser, og det gælder også dem, der har familie andre steder i Grønland.
De må nøjes med telefonen, Skype o.lign. til brug for ’nærvær’. Den manglende
fysiske kontakt er et betydeligt samfundsproblem, har både grønlandske og
danske samfundseksperter ofte påpeget.
Skiftende grønlandske regeringer har gennem årene udlovet forbedringer af
infrastrukturen, som kan relateres direkte til de to særdeles alvorlige
samfundsproblemer – pædofili henholdsvis særhed.
Men indtil nu er løfter om forbedret infrastruktur kun blevet ved
snakken. Selvom alle kender til problemet, sker der ingenting, og hvis ikke det
var på grund af den forestående konkurrence-situation i luften, ville der
fortsat ikke være nogen åbenhed om ændring på det punkt.
Hvorfor Selvstyret i Grønland ikke har ønsket at udbygge indenrigsnettet
– specielt nu, hvor Grønland er eneejer af deres luftfartsselskab, efter at de
i fjor købte både Staten og SAS ud af ejerkredsen – synes uforståeligt for
mange iagttagere.
Indelukketheden i de små bygder uden fysisk kontakt til omverden menes,
ifølge sociologer, at være en af grobundene til den megen misbrug af børn, som
i alle år har været – og stadig er – et betydeligt problem i Grønland. Og det
er ikke kun pædofilien, der er forårsaget af isolationen, men det forhold, at
25 pct. af den grønlandske befolkning ikke kommer i kontakt med andre end deres
naboer, betyder ligeledes, at mange af disse mennesker er blevet ramt af
særheder i form af diverse lidelser, som gør dem til særlinge eller
excentrikere med adfærdsvanskeligheder i deres omgang med andre mennesker.
Kritik af Danmark
Den del af den grønlandske
befolkning, der stiller sig positiv til et tættere samarbejde med USA, tror og
håber på mere hjælp fra Mr. Trump. For nylig sendte han som bekendt en
’hjælpepakke’ på USD 12 mio., hvilket af professionelle iagttagere blev
betegnet som et latterligt lille beløb af en stormagt som USA – ikke mindst i
betragtning af, at Danmark selv giver et bloktilskud til Grønland på små DKK 4
mia. om året og desuden yder milliardstøtte til U-landene. Mr. Trump har som
bekendt også sagt, at at han gerne vil købe Grønland!
’Købs-tilbuddet’ blev ganske vist mødt af et vredt svar fra
statsminister Mette Frederiksen, der kaldte udtalelsen for absurd. Tilsyneladende
endte ordstriden alligevel i al fredsommeighed, idet Trump efter en
telefonsamtale med fru Frederiksen ’afsluttede konflikten’ med offentligt at
sige, at ’Mrs. Frederiksen is a wonderful woman’.
Hvad der måske mest af alt har fået den danske Regering til at tænke
over checken på de USD 12 mio., er nok indholdet i Trumps følgebrev, der var
vedlagt pengeoverførslen, hvori amerikanerne havde opremset formålet med
pengegaven. Således blev det oplyst, at pengene var tiltænkt hjælp til
udvinding af råstoffer i undergrunden, udvikling af infrastrukturen med henblik
på øget turisme samt til forstærkning af undervisningsniveauet.
At USA forinden havde aftalt med grønlandske politikere – helt udenom Danmark
– at yde øknomisk støtte til nævnte specifikke formål, kan kun opfattes som en
skarp kritik af Danmark for mangel på omsorg for det grønlandske folk og må
derfor uvægerligt have været en torn i øjet på statsminister Mette Frederiksen.
’Har vi virkeligt været så elendige til at assistere Grønland på nævnte områder?´,
må være det spørgsmål, Statsministeren har fundet passende at stille sig selv.
Og hun har ikke behøvet at tænke længe over svaret, før hun er kommet frem til
en beskræftelse.
I og for sig er det ret smart af Trump først at analysere de svage
punkter i forholdet mellem Danmark og Grønland for derefter at sætte ind på
netop de områder med sin ’hjælpepakke’. Amerikanerne har ikke kun støtter i den
grønlandske befolkning, men så sandelig også kritikere og skeptikere, og blandt
dem er det opfattelsen, at den egentlige årsag til amerikanernes frierier til
grønlænderne i første række drejer sig om at skaffe grønlandsk velvilje overfor
amerikanerne til at åbne flere militære baser i Grønland a la Thule Air Base samt
udvinding af grundstoffer under overfladen.
Amerikanernes påståede interesse for en forøgelse af turismen betragtes
mest af alt som et spil for galleriet, mens støtten til uddannelse mere end
noget andet burde være klaret indenfor Rigsfællesskabets rammer uden nogen
amerikansk støtteaktion. Lige nøjagtigt den del af hjælpepakken vil fra alle
sider blive opfattet som et pinligt punkt for den danske Regering, der derved
er blevet afsløret i en kun halvhjertet og helt utilstrækkelig behandling af
det grønlandske folk.
Kun 100 intelligente grønlændere
Diverse danske regeringer har
siden Poul Schlüter i 1980’erne været ivrige efter at please de grønlandske
politikere og dermed det grønlandske folk. Men umiddelbart virker det som, at
den danske hjælpsomhed i stor udstrækning er gjort i blinde, at man uden at
analysere landets virkelige problemstilling har tildelt grønlænderne en pose
penge år efter år, og det værste af alt må siges at være, at man pr. 21. juni
2009 ophøjede Hjemmestyret, der havde fungeret gennem 30 år, til at være et
Selvstyre. Med den ændring anerkendtes det grønlandske folk officielt af
Danmark som et eget folk i henhold til Folkeretten, hvilket i en stor grad
tilfredsstillede grønlænderne.
Men Danmark glemte at tage højde for, om Grønland havde den menneskelige
kapacitet til at magte opgaven. Mange bedømmere, også grønlændere, mener, at det
ikke var tilfældet.
Den dybere årsag til ændringen af Hjemmestyret til Selvstyre ligger sandsynligvis
i, at Danmarks regering ikke længere kunne holde til det politiske pres,
Grønland – måske med opbakning fra andre lande – lagde på Danmark for at få et
skift til stand. Parallelt hermed er det et faktum, at der ud af Grønlands
55.000 indbyggere kun findes maksimalt 100 personer, der er så intelligente,
veluddannede og fornuftige, at det kan anses forsvarligt at lade dem forvalte
’butikken Grønland’. Og af disse 100 ’intelligente og fornuftige’ grønlændere er
de fleste enten bosiddende udenfor Grønland, bl. a. i Danmark, eller de er
allerede engageret i topstillinger i det grønlandske erhvervsliv alternativt i
virksomheder, de selv ejer. I hvert fald har de ingen ambition om ’at spilde
deres tid’, som de udtrykker det, ’på politisk arbejde’.
Den økonomiske situation i Grønland er trods det årlige bloktilskud fra
Danmark langt fra god nok, hvilket for nylig blev tydeligt illustreret af en
dansk journalist i Grønland med virke på verdens største ø gennem mere end tre
årtier, da han kommenterede Donald Trumps økonomiske hilsen med følgende ord:
’Vi er i et desperat behov for penge, hvorfor vi er totalt ligeglade med, om penge
til os kommer fra USA, Danmark, Rusland eller Kina’.
Uden mandat
Såfremt Mr. Trump vil ’købe sig
ind’ i Grønland, behøver han dog ikke at fremsende almisser a la den seneste
check på de USD 12 mio. USA fik nemlig i ambassadør Henrik Kauffmanns tid
fuldstændig råderet over Grønland.
Ambassadør Kauffmann var under Anden Verdenskrig placeret i Washington,
og idet Regeringen i København på grund af Besættelsen var handlingslammet,
specielt med hensyn til udlandsanliggender, gav den danske ambassadør sig selv
mandat til at handle. Det gjaldt således også, da USA ønskede at anlægge en
militærbase på Thule i Nordvest-Grønland.
Efter krigens afslutning blev Kauffmanns disposition med tilbagevirkende
kraft godkendt af Folketinget, og den råderet er aldrig blevet inddraget.
Historien om ambassadørens overdragelse af råderetten til amerikanerne står
beskrevet i historikeren Bo Lidegaards nøgleroman ’Uden Mandat’, der udkom på
Gyldendal for nogen tid siden.
PREBEN JACK PETERSEN
Grønlands lufthavne og heliporte
Grønlands 13
lufthavne er opdelt i fem administrative enheder, hvor Atlant-lufhavnene udgør
hver deres enhed.
Dernæst er mellemstore-,
små- og grusbane-lufthavnene enheder.
Helistop og
heliporte ligger administrativt under de nærmeste lufthavne.
Atlantlufthavne
Kangerlussuaq og Narsarsuaq.
Mellemstore og små lufthavne
Nuuk, Sisimiut, Ilulissat, Maniitsoq, Paamiut, Upernavik og Aasiaat.
Grusbane-lufthavne
Qaarsut, Nerlerit Inaat, Qaanaaq og Kulusuk.
Heliporte
Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq og Alluitsup Paa
Helistop
Uummannaq, Ittoqqortoormiit, Tasiilaq, Isortoq, Tiniteqilaaq, Kuummiut, Sermiligaaq,
Eqalugaarsuit, Qassimiut, Aappilattoq, Narsaq Kujalleq, Tasiusaq, Ammassivik,Upernavik
Kujalleq, Kangersuatsiaq, Aappilattoq, Innaarsuit, Tasiusaq, Nuussuaq, Kullorsuaq,
Illorsuit, Nuugaatsiaq, Ikerasak. Saattut, Ukkusissat, Niaqornat, Kangaatsiaq, Ikerasaarsuk,
Attu, Niaqornaarsuk, Iginniarfik, Kitsissuarsuit, Akunnaaq, Ikamiut, Saqqaq, Qeqertaq,
Ilimanaq, Savissivik, Moriusaq og Siorapalu.