Vagn Sørensen fylder 60 år

 

Vagn Ove Sørensen, bestyrelsesformand og direktør, London, fylder 60 år på torsdag 12. december.

   Fødselarens start på livet skete under fattige kår, idet hans far døde, da han var kun ni år gammel. Moderen, der var køkkenmedhjælper, stod derefter alene med ansvaret for barnets videre opvækst, der fandt sted i Vandel i Sydjylland. Til gengæld har han ofte påpeget, at den fattigdom, han var omgærdet af som barn og ungt menneske, blev drivkraften til et øget behov for anerkendelse senere i livet, og det mål kan han med god samvittighed konstatere at have nået.

   Han blev student fra Rosborg Gymnasium i 1978 og tog efterfølgende en cand.merc. på Handelshøjskolen i Aarhus. Sammen med en halv snes andre unge mennesker startede han i 1984 på en uddannelse som Management Trainee hos SAS, hvilken var specielt designet af den daværende SAS-guru Janne Carlzon. Og herefter kom det til at gå hurtigt for Vagn. Første trin på stigen blev posten som marketingdirektør for SAS i hele Europa, derefter Vice President i Europa (1988-90) og snart efter for det globale marked (1991). Udnævnelserne fortsatte med Senior Vice President og endte med koncerndirektør og dermed også med at være medlem af SAS’ topledelse (1996-2001).

   Vagn Sørensens afgang fra SAS blev som bekendt dramatisk, idet han blev ofret på alteret for sin medvirken i kartelsagen mellem SAS og Maersk Air, der resulterede i EU-Kmmissionens bøder på nær DKK 300 mio. til SAS og på ca. DKK 100 mio. til Maersk Air. Mens den daværende bestyrelsesformand hos Maersk Air, skibsreder Bjarne Hansen, stillede sig op og  udtalte, at ‘Et ansvar kan ikke gradbøjes, så derfor tager jeg som højeste chef i Maersk Air skraldet og går af’, var situationen en helt anden hos SAS. Daværende CEO, svenskeren Jan Stenberg, havde forlængst meddelt, at han intet kendskab havde til nogen aftale med Maersk Air, og i øvrigt var han blevet pensioneret et par måneder, før kartel-dramaet eksploderede med EU’s tårnhøje bøder. Og Stenbergs efterfølger, danskeren Jørgen Lindegaard, var i hvert fald helt uvidende om, hvad der var sket, inden han kom til pr. 1. maj 2001. Vagn stod således tilbage som den eneste synder i SAS-toppen.

   Travel People, der havde et tæt forhold til Maersk Air, kunne i en udgave i 2002 dokumentere, at Stenberg havde været vel indsat i aftalen med Maersk Air, men Vagn Sørensen var allerede på det tidspunkt i fuld gang hos Austrian Airlines, hvor han forestod en turn-around, som østrigerne var fuldt tilfreds med. Efter hans fem år som CEO i Austrian Airlines-koncernen stod flere af Danmarks største virksomheder i kø for at tiltrække den fyrede SAS-mand til deres bestyrelser, hvilket blev begyndelsen til næste etape i Vagns karriere. Således kom han hurtigt til at besætte formandsposterne hos TDC, FLSmidth, Scandic Hotels, Select Service Partner samt, udenfor de danske grænser, Air Canada og Caribbean Cruise Line, og i flere andre selskaber, bl.a. DFDS og i et af verdens største flyleasingfirmaer, Nordic Aviation Capital, blev han næstformand.

   Kronen på værket tilkom i fjor, da det verdensomspændende revisions- og rådgivningsfirma PwC udnævnte Vagn Sørensen til ’Årets Bestyrelsesormand 2018’. I juryens motivering for valget af Vagn blev der peget på hans dygtighed og internationale erfaring samt hans grundighed med ’perfect performance’ i tillæg til evnen at uddele af sin viden til bestyrelseskolleger.

                   Preben Jack Petersen.